19.09.2023

Eksperter: Kunstig intelligens kommer til at revolutionere finanssektoren

Kunstig intelligens vil effektivisere processer og forbedre kundeoplevelsen i finanssektoren. Det forventer to eksperter, som også peger på et øget fokus på compliance, transparens, datastruktur og ændrede kompetencekrav.

”Kunstig intelligens kommer til at få en enorm effekt på finanssektoren. Brugen af AI vil effektivisere arbejdsprocesser og skabe kvalitetsforbedring, som helt generelt vil resultere i en forbedret kundeoplevelse.”

Det mener Simon Guldager, medstifter og partner i IT- og konsulentvirksomheden Nobly. Og netop de aspekter er Thomas Terney, ph.d. i kunstig intelligens og foredragsholder, helt enig i. Han fremhæver, at vi allerede nu oplever en hastig udvikling:

”Der begynder at opstå en masse nye tjenester i finanssektoren, der benytter kunstig intelligens til at sætte fart på udviklingen inden for blandt andet kundeservice og finansiel rådgivning.”

Både Simon Guldager og Thomas Terney var Keynote Speakers til konferencen Nobly Talks 2023, hvor de holdte oplæg om implementeringen af AI i finanssektoren.

Stiller nye krav til kompetencer

I takt med at systemerne i finanssektoren bliver automatiseret ved hjælp af kunstig intelligens, kommer det ifølge Simon Guldager til at ændre kompetencekravene til de ansatte i finanssektoren:

”Mange tænker, at brugen af kunstig intelligens vil gøre det nemmere at være medarbejder i finanssektoren, men det kan sagtens ske, at det kommer til at stille større krav til de medarbejdere, der er tilbage, fordi de skal være mere specialiserede,” siger Simon Guldager.

Han uddyber, at fokus tidligere har været på at skabe systemer, der understøtter sagsbehandleren. Men med implementeringen af AI vil man opleve, at de ansatte i finanssektoren i fremtiden skal have endnu større ekspertviden og være klar til at håndtere mere specialiserede sager, klagesager og kvalitetssikring.

Øget behov for transparens og datastruktur

I en tid, hvor digitale transaktioner og dataudveksling udgør en essentiel del af vores dagligdag, er spørgsmål omkring sikkerhed, privatliv og gennemsigtighed blevet mere presserende end nogensinde før.

”Finansielle virksomheder skal holde deres fokus på compliance og transparens, og så bør de i endnu højere grad tage aktiv stilling til at kommunikere om, hvilke data de behandler, og hvordan de bruger dem. For det er et område, der kan skabe bekymringer ud fra et kundeperspektiv,” siger Thomas Terney.

I forlængelse af det fremhæver Simon Guldager, at finansielle virksomheder generelt får en stor opgave i at skabe det bedste datagrundlag til brugen af kunstig intelligens:

”Det er ikke sikkert, at ens data passer ind i ens AI-model, fordi indsamling af data tidligere er sket med forskellige metoder. Det skaber derfor et stort behov for bedre datastruktur.”

Alle aspekterne blev deltagerne endnu klogere på under dette års Nobly Talks, da konferencen blev afholdt den 21.-22. september i København.

Om Nobly

Nobly er en skandinavisk IT- og konsulentvirksomhed, grundlagt i 2011, med kontorer i Aarhus, København, Oslo og Stockholm. Nobly leverer forretningskritiske digitaliseringsløsninger primært til kunder inden for finans- og sundhedssektoren. Blandt Noblys kunder er Nykredit, Arbejdernes Landsbank, Velliv og Alka.

Om Nobly Talks 2023

Nobly afholdte d. 21. og 22. september 2023 for andet år i træk konferencen Nobly Talks, hvor deltagerne i løbet af to dage fik adgang til den nyeste viden om digitalisering og automatisering inden for bank, finans, forsikring og pension. I år var blandt andre Simon Guldager og Thomas Terney Keynote Speakers, der begge havde spændende oplæg med AI i fokus.